Undervisningsmiljø

Undervisningsmiljøundersøgelse Nr. Lyndelse Friskole 2022

Undersøgelsen er udarbejdet i november måned 2022. Alle elever fra børnehaveklasse til 9. kl. har deltaget i undersøgelsen.

Undersøgelsen er i 4.-9. klasse foretaget ved hjælp af et online spørgeskema inden for de 5 hovedområder.
I 0.-3. klasse er undersøgelsen foretaget ved hjælp af en individuel smiley vurdering på spørgsmål læst op af læreren.

Undersøgelsen har fokus på 5 hovedområder indenfor trivsel:
• Social trivsel
• Faglig trivsel
• Støtte, inspiration og lyst til læring i undervisningen
• Fysiske rammer
• Øvrig trivsel – det som ikke direkte passer ind i de andre kategorier.


Hovedkonklusioner
Det fremgår af besvarelserne, at eleverne på Nr. Lyndelse Friskole generelt er rigtig glade for deres skole, både hvad angår social- og faglig trivsel, støtte og relationer til personalet samt de fysiske rammer på skolen.


Social trivsel
Langt største parten af skolens elever giver i undersøgelsen udtryk for, at de er glade for at gå i skole, er glade for deres klasse og føler sig i trygge rammer.
Dette kan blandt andet ses ved, at næsten alle elever svarer, de er glade for deres klasse. Ydermere giver et meget stort antal elever udtryk for, at de synes, der er en god lærer-elev relation, og at lærerne er gode til at hjælpe og støtte, når der er brug for det.


Faglig trivsel
Størstedelen af eleverne giver udtryk for, at læringsmiljøet er godt og de gør faglige fremskridt. Dette gør sig både gældende i vurderingen af den daglige undervisning, bedømmelse af undervisningslokaler samt lærernes arbejde og indsats med læring og faglige løft.
Rigtig mange elever tilkendegiver, at lærerne er rigtig gode til at skabe ro, vejlede, hjælpe samt støtte i undervisningen når nødvendigt. Størstedelen mener desuden, at undervisningslokalerne er gode, og der er god plads til elevernes input og ideer i undervisningen.


Støtte, inspiration og lyst til læring
Det fremgår af besvarelserne i undersøgelsen, at eleverne generelt set er meget tilfredse med det personale, de møder på skolen. Elevernes tilkendegivelser viser et billede af, at de føler, lærerne støtter dem i deres udfordringer, såvel faglige som sociale, derudover at der er arbejdsro samt mulighed for at koncentrere sig i undervisningen.


Fysiske rammer
Eleverne er generelt meget tilfredse med de fysiske rammer på skolen. Dette gælder både de indendørs, men også de udendørs, faciliteter.
Særligt toiletter har været et punkt i tidligere undersøgelser, hvor der var plads til forbedringer og det var da også et punkt for en del af indskoling og mellemtrinnets besvarelse, så deres toiletter kan der kigges på fremadrettet, men ellers var langt størstedelen positive over forholdene.