Spiren

Alt om Spiren

Spiren er navnet på vores skolefritidsordning. Her møder børnene engagerede, nærværende og fagligt dygtige voksne, der skaber et trygt , kærligt og kreativt  miljø før og efter skole.

Spiren

Et pasningstilbud til alle fra 0-3 klasse.

Vores SFO hedder Spiren. Spiren er et trygt sted, hvor børnene kan komme hen, når skoledagen slutter. Spiren lukker kl. 16.30. De børn, der har brug for pasning om morgenen, kan også tilmelde sig morgenspiren, hvor de må komme fra kl. 6.30.

Spiren er et sted, hvor børnene har plads og rum til at være sig selv. Et sted hvor børnene er sammen med deres venner, og hvor nye venskaber kan opstå.

Vi lægger vægt på at understøtte barnets personlige og sociale udvikling.
Børnene lærer at mestre og navigere rundt i de relationer, de er i. Vi forsøger at give barnet en forståelse for den rolle, som de selv spiller i et fællesskab, således at livet i Spiren kan leves så gnidningsfrit og harmonisk som muligt i gensidig respekt for den enkeltes individualitet.

I Spiren udbydes en bred vifte af aktiviteter. Der er plads til de vilde lege i salen, på multibanen og på legepladsen. Samtidig er der lokaler, hvor der er plads til ro og fordybelse til de mere stille aktiviteter.

Vi laver cirkusforestilling, bål, har temauger, ude-uger, yoga, er kreative i sløjdværkstedet og i skolekøkkenet – blot for at nævne nogle.

I Spiren møder man engagerede, nærværende og fagligt dygtige voksne, der lytter og snakker med børnene. Samtidig er Spirens personale også med i timerne i de yngste klasser – som ekstra hænder.

Sammen med skolens øvrige personale arbejder vi på at sikre børnenes trivsel. Vi arbejder på at give børnene gode oplevelser og tilbyde et trygt, kreativt og kærligt miljø, hvor vi i fællesskab kan være med til at give børnene livsglæde.

Åbningstider og moduler

Spiren har åben fra 6.30-8.00 og ligeledes fra 12.50-16.30

SFO-priser
Man kan selv vælge, om man ønsker et eftermiddagsmodul til kl. 15.30, til kl. 16.00 eller til 16.30. På den måde betaler man som forældre for det, man har brug for, og vi kan afsætte det personale, som der er behov for, når vi ved, hvornår børnene bliver hentet.
Ved mindre tid i SFO vil der kunne ændres hvert kvartal (pr. 1/8 – 1/11 – 1/2 og 1/5). Man kan dog godt få et længere modul, hvis der skulle opstå behov for det.

Morgenmodul fra 6.30-8.00
Kort eftermiddagsmodul fra 12.50-15.30
Et mellemlangt eftermiddagsmodul: 12.50-16.00
Et langt eftermiddagsmodul fra 12.50-16.30

Lukkedage

Ud over helligedage har Spiren lukket:
– Mellem jul og nytår.
– I uge 28, 29, 30
– Fredag efter Kristi Himmelfartsdag